Kære medlemmer af badebrolauget. Vi ønsker jer en glædelig Jul og et godt Nytår og alle gode ønsker for fremtiden.

Nytårsaften på badebroen: Badebroen tiltrækker mange medborgere Nytårsaften. Fra broen er der fri udsigt ind over byen, og herfra kan raketterne fyres af uden risiko for, at der går ild i fiskerlejets stråtage. Men sidste år gik det som bekendt galt. Et fyrværkeri brændte et stort hul i dækket og i den underliggende vange. I vores iver efter at udvise rettidig omhu, overvejede vi et kort øjeblik at spærre badebroen af den kommende Nytårsaften. Men hvad skulle det dog nytte? I stedet udlægger havnens folk en metalplade på dækket, hvorfra afskydningerne så kan finde sted uden at badebroen tager skade.

Badehus nr. 2. Vi har bestilt badehus nr. 2 på Skovshoved Bådeværft. Prisen er kr. 89.000 inkl. moms. Huset er en opdateret udgave og næsten en kopi af det eksisterende hus.

De 2 huse vil formentlig blive placeret ved siden af hinanden med et par meters mellemrum.

Økonomi: Takket være brugernes flittige brug af MobilPay har vi aldrig haft flere medlemmer og en bedre økonomi. I skrivende stund (den 6/12) ser regnskabet således ud (det tilsvarende tal i 2017).

Antal medlemmer*            ca. 1.000 (ca. 600 i 2017)

Status pr 31/12 2017          kr. 30.232,86

Kontingent i 2018**           kr. 36.364,50 (kr. 21.600 i 2017)

Udgifter i 2018***              kr. -14.775,13 (kr. 56.208,80 i 2017 især til ny ponton)

Saldo pr 6/12 2018             kr. 51.822,23

*Ved beregning af antal medlemmer har vi anvendt følgende algoritme: Familier = 3 medlemmer, grupper/institutioner = 10 medlemmer.

**157 enlige har indbetalt kr. 7.850, 253 familier har indbetalt kr. 25.300 og 6 grupper har indbetalt kr. 1.250. Yderligere er kr. 1.964,50 bogført som gaver.

*** Reparation, søsætning og optagning af pontonen: kr. 11.506,30; hjemmesiden: kr. 1.543,13; julegaver til havnens folk, hvis indsats er uundværlig: kr. 850; bestyrelsesmøder: kr. 285; tilbagebetaling af kontingent: kr. 150, for lidt betalt kontingent: kr. 20; bankgebyrer kr. 225; gebyr for MobilPay kr. 0,75 pr transaktion: kr. 195,75.

Nyt kontingent: Det beskedne kontingentet har været uændret siden badebroens etablering den 25/4 1995 dvs. i mere end 23 år. Kontingentet har betalt tæppet på broen, ponton nr. 1, som kuldsejlede i en storm, ponton nr. 2, badehuset og almindelig vedligeholdelse, reparationer og søsætning og optagning af pontonen. Bestyrelsen imødeser øgede udgifter fremover blandt andet til det nye badehus jf. ovenfor. Vi håber på brugernes forståelse, når vi hæver det årlige kontingent til …

KR. 100 FOR ENLIGE

KR. 200 FOR EN FAMILIE

OG KR. 500 FOR EN GRUPPE

Saunavogn og –projekt: Vinterbaderne på Bellevue har bygget en ny sauna. Vi har nu mulighed for at købe deres tidligere bolsjestribede saunavogn, og derved realisere vores eget saunaprojekt. Vognen er lige til at tage i brug. Kun mangler vi at få økonomien og organisationen på plads.

Projektet Skovshoved Sogns Saunalaug: Saunaen skal drives af et nyt Skovshoved Sogns Saunalaug på private vilkår, med egne vedtægter og egen økonomi, adskilt fra badebroens økonomi, men med samme bestyrelse. Saunaen skal kun være åben i sæsonen september til maj/juni. Indtil videre kan alle blive medlemmer uden ventetid og mod et kontingent på mindst kr. 600 pr sæson. Brugerne får adgang til saunaen qua en elektronisk nøgle indbygget i et gummiarmbånd, som tåler saltvand. Vi anslår, at prisen for etablering vil være mindst kr. 175.000 og at det årlige budget for drift vil være mindst kr. 200.000, som dækker elektricitet (mindst kr. 130.000), vedligeholdelse, rengøring og forsikring.

Før vi kan realisere projektet, vil vi først og senest Nytår gerne vide, hvor stor interessen er. Er interessen tilstrækkelig stor, vil vi dernæst dvs. inden 31. januar bede om indbetaling af kontingent. Saunaen kan da åbne ca. 1. februar 2019.  Indbetalt kontingent refunderes naturligvis, hvis projektet aflyses. Så …

HVEM VIL VÆRE MEDLEM AF SKOVSHOVED SOGNS SAUNALAUG

PÅ DISSE BETINGELSER?

SEND OS EN MAIL INDEN NYTÅR, HVIS DU ER INTERESSERET.

Andre nyheder

• Brugerne kan nu fastgøre håndklædet i gummibåndene på gelænderne.

• Havnens folk reparerer dækket og den beskadigede vange snarest belejligt og optager samtidig den nordlige trappe, som indleveres til reparation på Skovshoved Bådeværft. Reparationen betales af badebroen selv over kontingentet.

• Der sættes en pæl i græsset ved siden af badehuset, hvor hunden kan tøjres.

• Der sætter et cykelstativ bag badehuset.

• Badehusene hæves 1 cm over jorden for effektivt at ventilere undersiden

Næste nyhedsbrev udsendes allerede primo januar.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Skovshoved Sogns Badebrolaug

Oldermand Shirley Damgaard, sekretær Lene Tilling, kasserer Peter Bagger, IT-ansvarlig Simon Melbye, frisvømmere Frede Damgaard og Niels Bagger