Kære medlemmer af Badebrolauget

Badebroen glæder sig over hver eneste indbetaling af kontingent. I løbet af årets første 5 måneder har skønsmæssigt 393 brugere indbetalt kr. 16.451,77 i kontingent. I samme periode sidste år indbetalte skønsmæssigt 486 brugere kr. 36.500 i kontingent. Og i hele 2021 indbetalte skønsmæssigt 1346 brugere formidable kr. 97.560 i kontingent, hvilket bl.a. betalte for det 3. badehus. Vi er altså bagud, når det gælder kontingentindbetalingerne. Derfor, betal dit kontingent i dag, så du kan bade med rank ryg i morgen.

Skønnet er baseret på, at indbetalinger på 100 kr. tæller som 1 medlem, indbetaling af 200 kr. tæller som en familie på 3 medlemmer, og indbetaling af 500 kr. tæller som en mindre gruppe på 5 medlemmer.

Badesæsonen er så småt i gang. Der er liv på badebroen, og pontonen er snart på plads. Pr 1/6 2022 er vores formue kr. 33.289,04, som vi dels vil anvende på drift og vedligeholdelse, herunder

– Kr. 10.000 til rengøring af badehusene
– Kr. 4.000 til søsætning og bjærgning af ponton
– Kr. 3.000 til hjemmeside og mailserver
– Kr. 5.000 til reparationer

og derudover til udvikling af vores dejlige bro. Vi har 4 projekter under overvejelse.

På generalforsamlingen lovede vi at undersøge, om havnen kunne opstille en bænk ved det nordre badehus. Bænken skal naturligvis være magen til alle de andre bænke på havnen. Men havnen havde desværre ingen bænk i overskud, og en ny bænk koster mindst kr. 16.000. Så det projekt er indtil videre stillet i bero.

Projektet med etablering af en ferskvandsbruser på badebroen er også stillet i bro. Havnen insisterer på, at bruseren placeres på broen med afløb direkte til havet. Erfaringsmæssigt vil mange benytte lejligheden til også at vaske hår. Man kan levende forestille sig, hvordan det vil se ud, når badevand med sæbeskum flyder ud over stenene eller direkte ud i badevandet.

Så vi satser på det 3. projekt: Lys på broen. Vi har ladet os inspirere af badebroen ved jollepladserne i Tårbæk. Her har man anbragt et diodelys kabel under rækværket.

Endelig afventer vi udredningen af sikkerheden på havnen, som angiveligt foretages i løbet af sommeren.

Sidst men ikke mindst vil vi gerne ønske jer allesammen en rigtig god sommer.

De bedste hilsner
Skovshoved Sogns Badebrolaug
Oldermand Shirley Damgaard og kasserer Peter Bagger